søndag den 19. februar 2012

[Indsæt kreativt indlæg her]

Jeg ville egentlig vise jer et kort, men de billeder jeg tog blev mildest talt elendige, og jeg gider ikke tage dem om igen nu.
Derfor; et lidt skævt indlæg om slet ingenting.

Klokken er nu tre om natten og jeg sidder og læser blogs og ser NCIS. Jeg har døgnrytme som en flagermus, min krop kæmper stædigt imod hver gang jeg forsøger at skaffe mig en normal dagsrytme.
Overvejer om jeg skal finde noget pynt til de to minialbums der ligger på bordet. De er næsten færdige, der mangler kun pynt.
Sender en tanke til min kæreste der er på arbejde, håber folk ikke er nogle røvhuller i dag. Overvejer hvor stor sandsynligheden er for at han tager fastelavnsboller med hjem, når han kommer hjem tidligt imorgen. De var rigtig gode i morges.


Pin It!

torsdag den 16. februar 2012

Layout: Det bedste legetøj

Da jeg tog i scrapklub i onsdags (Aalborg scrapbooking, 1. gang, super hyggeligt) havde jeg lyst til at lave et layout og fik i al hast scannet og printet nogle gamle billeder.

Billederne af layoutet er elendige, men man kan ikke forvente andet kl. 1 om natten.






Ugle- og knap-punchen lånte jeg af et af medlemmerne i den scrapklub jeg gik i før.
Der er washi-tape under alle tre klynger af pynt, og jeg har generelt arbejdet hårdt på at få "mere" på, altså at gøre layoutet mere detaljeret. Jeg synes faktisk det er lykkes ganske godt.
Nu mangler jeg bare en mappe til de løse layouts jeg har. Hvordan opbevarer I jeres layouts hvis I mangler albums/lommer?

En løs lille update: Jeg har været til møde med min sagsbehandler, og er endnu engang imponeret over Aalborg kommune. Vi snakkede om hvad der skal ske fremover, og jeg fortalte at jeg vil have en HF, men at det er svært når man skal have 23 timer/uge for at få SU, og straks foreslog hun at jeg kunne tage de fag jeg mangler på kontanthjælp. Det er ikke aktuelt endnu, men - 7-9-13 - jeg håber at jeg kan starte efter sommerferien, hvis lithiumen kommer til at fungere.

Nu vil jeg smide mig på sofaen i håb om at få lidt søvn, jeg har sovet hele dagen on/off pga. en grim forkølelse. Jeg skulle gerne sove lidt, har en aftale med min psykiater imorgen, og nægter at aflyse igen - i sidste uge synes DSB de skulle være så tilpas forsinkede at jeg ikke kunne nå det, og jeg var altså i god tid.


Pin It!

søndag den 29. januar 2012

Bevingende væsner

I dette tilfælde er de bevingede væsner to sommerfugle og en ugle.



Jeg begik tydeligvis hybris da jeg fortalte i fredags at hele ugen havde været god, for selvsamme aften fik jeg lige et mindre sammenbrud. Jeg vælger at se på den lyse side, og være glad for at det skete fredag, og  ikke lørdag hvor vi var til bisættelse af min kærestes onkel. Det havde været virkelig upassende hvis jeg havde grædt mere end hans kone og mor :-S
Pin It!

fredag den 27. januar 2012

Minialbum inspireret af how2scrap

I det seneste afsnit af how2scrap lavede de et minialbum, og jeg blev inspireret både af formen og emnet, så jeg gravede lidt billeder frem fra min seneste tur til Barcelona. Desværre er mine billeder væk, så jeg har fået nogle andre, og der er min rejsekammereat af gode grunde ikke på.

Jeg ville ikke lige ligge ham på bloggen uden
tilladelse


Center for hval-dildoforskning. Navnet opstod på
studieturen i 2.g, så døm mig ikke :-P

"Fold ud" fra foregående
side - beklager den elendige
billedkvalitet.








Jeg er rigtig glad for det, det minder mig om en helt fantastisk tur.

Livet er generelt lidt bedre, jeg tror lithium bliver min bedste ven, jeg har ikke haft en dårlig dag hele ugen :-D
Pin It!

lørdag den 21. januar 2012

Hjemmelavede blending tools

Inspirationen
Jeg så først ideen her (tag lige og se dig omkring på bloggen, den flyder med fede tips), og har siden ledt efter domino- og skakbrikker. Dominobrikkerne gik let, dem fandt vi (min kæreste og jeg) i Tiger, men skakbrikkerne var værre. Da vi var i Hjørring i onsdag var vi lige en tur i Søstrene Grene, hvor min kæreste spottede nogle nisse/hobby-figur-ting, og spurgte om de ikke kunne bruges, og sørme jo!




Det kan vist anes at jeg har skrevet navnet på sværten på - og at katten var nysgerrig
 Jeg har indfarvet de rå brikker med den farve distress ink de skulle bruges til, og voila - 12 blending tools til den nette sum af kr. 47,60 (2 poser brikker á 8,80, dominospil til 20 (og der er stadig masser af brikker) og velcro til kr. 10).

De er lidt anderledes at holde om, men jeg tror jeg bliver glad for dem, især at jeg ikke skal skifte foam hver gang jeg skifter farve.
Pin It!

Lithium - bliver du min ven?

Advarsel: absolut intet kreativt indhold.

Jeg har før fortalt, at jeg ikke har det specielt godt psykisk, og ved mit seneste besøg hos min psykiater overtalte han mig til at prøve lithium. Jeg er ikke specielt vild med det, både fordi det ikke er specielt sundt - man holder øje med niveauet i blodet vha. blodprøver, da det kan give nyreskader, men også fordi det står lidt som en milepæl for mig. Jeg får godt nok meget medicin i forvejen, men jeg var i det mindste ikke nødt til også at tage lithium. Det skal så prøves nu. Det bliver lagt ovenpå mit antidepressive og stemningsstabiliserende, så jeg ender på tre slags medicin.
En meget almindelig bivirkning er vægtøgning (forekommer hos flere end 1 uf af 10), hvilket skyldes at det kan påvirke stofskiftet, og jeg har virkelig ikke behov for flere kilo, jeg er i forvejen ikke just slank.

Heldigvis har jeg en dejlig kæreste der altid er der, og som heldigvis var taget med til Hjørring hvor jeg har psykiater, for jeg havde virkelig brug for et kram bagefter. Vi joker så også med, at jeg nok er så heldig at jeg får bivirkninger der gør mig tyk, skaldet, og med fortykket, skællende hud, samtidig med at jeg sveder ekstremt - jeg bliver virkelig tiltrækkende :-P
Jeg håber bare ikke jeg har et eller andet gen med psoriasis, som bliver påvirket, for psoriasis er også en bivirkning, og min mors ser virkelig ikke rart ud.

Tak hvis du læste med så langt, det var rigtig rart at få sat ord på, og jeg kan heldigvis også mærke jeg er mere afklaret med det nu, end i onsdags hvor det blev aftalt.
Pin It!

onsdag den 18. januar 2012

Gymnastikmærker og et lykkebrev

Ja, der er altså ting jeg har scrappet om. Jeg har rent faktisk lavet tre layouts siden nytår - det er helt uhørt.
Jeg har været i gang med at kigge de ting igennem, som jeg under vores flytningen lagde i en plastiklomme fordi de ville være seje at scrappe, og det har givet disse to layouts.

De "små" diplomer er scannet ind og printet, der var simpelthen ikke plads til tre store.

Jeg hedder altså SabrinA, men det var tydeligvis ikke sidste gang den fejl skulle ske.

Livet går rimelig stille og roligt her, derfor får I ikke så meget tekst om det for tiden.

Pin It!